A Malin fækk fælje bæssfar sin teill Gruekjærkja, mein hain var nåe reidd fær hæss dette skuille gå, a Malin var kjinnt fær å prate først, å kanskji teinkje sæ om etterpå, om nåen ba a hardt nukk.

Hain færtærdde om hæ som skuille sje, å at det var innsamling tå kolekt heilt teill sluitt.

I håp om att’a skuille væra stille, ga’n a ein tier, som ho skuille få leigge i bøssa, da dein kom ruinnt.

20 menutter uti prekna, kom det med ljus, klar stæmme:

– «Nei, bæssfar, nå betalar vi å går hemmatt»!